Korsvejsandagt
Nederst på siden kan du se og downloade bønnehæftet.
V: Barmhjertige Herre, min Mester, jeg ønsker at følge Dig trofast. Jeg ønsker at efterligne Dig i mit liv på en stadig mere fuldkommen måde. Derfor beder jeg om, at Du ved min meditation over Din lidelse vil skænke mig nåden til en dybere forståelse af det åndelige livs mysterier. Maria, barmhjertighedens Moder, altid trofast mod Kristus, led mig i sporene af Din Søns smertefulde lidelse og bed for mig om de nødvendige nådegaver til en frugtbar vandring ad Korsets Vej.
I. Station: Jesus dømmes til døden
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Det menneskelige liv er belastet af konsekvenserne af arvesynden. Alle, som fødes i deres mødres smerter, overtager disse smerter og bærer dem gennem hele livet. Det er smerten ved adskillelse, forgængelighed og skuffelser. Det er sjælens og kroppens smerte, som synden har bragt ind i verden. Men den, som tager denne virkelighed på sig som en retfærdig bod og som en mulighed for renselse og fuldkommengørelse med henblik på det evige liv med Gud, modtager et andet liv i absolut lykke og glæde.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
II. Station: Jesus bærer Sit Kors
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Accepten af denne tilstand bringer sjælefred. Fra dette øjeblik får alt i livet mening. Mennesket tager bevidst hverdagens kors på sig og beslutter at bære det helt til enden. Hele hellighedens hemmelighed består nu i at forene sit eget kors med Frelserens kors, Jesu Kristi, og i at bære det med kærlighed og tålmodighed, sådan som Kristus gjorde det, i den hensigt, hvormed Gud og Menneske selv bar det – som bod for verdens synder og i bøn om alle menneskers frelse.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
III. Station: Jesus falder for første gang
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Det næste trin på din vej er fald. Du falder fra det første skridt og vil falde til det sidste, for et menneske, der ikke faldt, ville blive stolt og hovmodigt. Faldene beskytter dig mod denne farligste fristelse. Jeg giver dig min barmhjertighed som svar på dine fald, som en hånd, der løfter dig op. Bliv ikke modløs ved at tælle dem. Hver gang du falder, vil du modtage min nåde. Hav blot tillid og bevar ydmygheden.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
IV. Station: Jesus møder Sin bedrøvede Moder
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: På denne vanskelige vej får du en urokkelig ledsager – Maria. Ligesom hun blev hos den lidende Jesus, er hun også i dag hos dig. Hendes bøn og hellige nærvær er konstant hos dig. Ordet „Moder“ henviser først og fremmest til Maria, den første Moder, Guds Moder. Din sjæl, som er optaget i den guddommelige familie, har også fået Jesu Moder som sin egen. Maria forlader aldrig din vej, men ledsager dig uafbrudt, beder for dig af hele sit hjerte og lider med dig til tårer. For disse tårers skyld sender jeg dig alle velsignelser.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
V. Station: Simon hjælper Jesus med at bære korset
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Stands op. Se på alle de situationer, hvor nogen beder dig om hjælp til at bære deres kors. Du hjælper modvilligt. Læg mærke til, at netop den hjælp, som koster dig meget og ikke er i overensstemmelse med din vilje, men går imod dig, bringer dig den største velsignelse. Naturligvis burde man altid hjælpe enhver med glæde, men på grund af menneskets egenvilje vil der altid være noget, der stritter imod. Sæt pris på disse øjeblikke og udnyt disse nådegaver ved sammen med dem at modtage en stor velsignelse.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
VI. Station: Veronika tørrer Jesu Ansigt
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Hav medlidenhed med de lidende mennesker. Prøv at se Jesu ansigt i deres ansigter. Når du ser lidelsen som en guddommelig nåde, der helliger sjælen, lærer du at respektere den og på en måde at elske den. Mennesker, som lider, er særligt udvalgt af Gud og har en særlig mission. Når du viser dem kærlighed, gentager du Veronikas ædle gerning mod Jesus, og på dit hjerte efterlader jeg aftrykket af den lidende Jesu ansigt. Jo mere kærlighed og medfølelse der er i dig, desto mere værdifuld en relikvie bliver dit hjerte.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
VII. Station: Jesus falder anden gang
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Næppe er det lykkedes dig at rejse dig, før du igen falder. Ret dit blik mod Jesus. Han ynker ikke sig selv. Han forsøger at rejse sig med alle kræfter, først og fremmest med bønnens kraft. Det er ånden, der løfter kroppen, ikke omvendt. I faldets øjeblikke skal du bede med den samme beslutsomhed, som Jesus rejser sig med fra sine fald. Lad intet standse dig i dine næste skridt. Spild ikke et eneste øjeblik på at blive liggende i faldet. Rejs dig straks.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
VIII. Station: Jesus møder Jerusalems kvinder
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Se, hvordan Jesus går gennem menneskemængden omkring sig. Han standser ved enhver, der blot har en smule god vilje. Der er ingen fjendtlighed eller bitterhed i ham over for den skare, som forstærker hans lidelse. Han behandler hvert menneske individuelt. Hans lidelse er en lære. Han er det levende Ord, som går gennem menneskemængden og helbreder dem, der har åbne hjerter. Overgiv derfor din bitterhed til mig. Lad også din lidelse være en lære for andre.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
IX. Station: Jesus falder tredje gang
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Jesu tredje fald er grænsen for hans menneskelige kræfter. Et menneske kan uden Guds hjælp ikke fuldføre hans værk, selv om det var det mest fuldkomne menneske. Mine værker overstiger altid den, som skal bære dem, sådan at han uden min hjælp ikke kan udføre dem. Jesus underkaster sig dette fald, for at ingen skal ophøje sig over Gud og tro, at han med menneskelige kræfter kan nå målet.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
X. Station: Jesus bliver frarøvet sine klæder
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Blottelsen, afklædningen for klæder, ære og værdighed. Kun jeg alene kender menneskets værdi. Over for sandheden står mennesket nøgent. Bind dig ikke til ting, som verden kan tage fra dig. Din sande værdi er det, som bliver tilbage, når ejendom, titler og verdens anseelse er taget fra dig. Hvem er du uden alt dette? Giver bevidstheden om at eje min nåde og være mit barn dig ikke større lykke end alt dette?
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
XI. Station: Jesus bliver naglet til korset
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Lidelsen og afmagten lammer Jesu legeme, men hans ånd forbliver fri. I ånden stiger han op til Himlen gennem sin bøn. Betragt dit legeme som det fundament, hvorfra ånden tager afsæt for at flyve mod Himlen. Lidelsen kan ikke knække ånden, hvis menneskets ånd er forenet med mig. Da helliger lidelsen og forvandler sjælen. Jo mere du lider, desto mere inderligt skal du bede, og mist aldrig håbet om, at jeg vil høre dig.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
XII. Station: Jesus dør på korset
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Jesu død bringer befrielse for hans udmattede legeme og plagede sjæl. Verden set fra korsets perspektiv synes at være et uendeligt hav af ondskab, og dog velsigner den døende Jesus den og efterlader sin Moder i den. Maria overtager denne tunge byrde. Hun bliver tilbage for i Jordens navn at græde over Guds død og vil græde, indtil Jorden er renset af hendes tårer.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
XIII. Station: Jesus tages ned fra korset
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Nogle gange synes situationen håbløs. Sådan er det under korset efter Jesu død. Der findes intet værre end håbets død, og Jesus er menneskehedens håb. I smertefulde øjeblikke skal du huske, at jeg har efterladt dig en Moder til denne tid. Hun er menneskehedens håb, når Gud tages ned fra korset og lægges i graven. Når hun kysser stedet, hvor korset stod, minder hun verden om Guds eksistens. Når hun græder ved hans grav, venter hun på Opstandelsen – og et sådant håb kan Gud ikke skuffe.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
XIV. Station: Jesus lægges i graven
V: Vi tilbeder Dig, Jesus, og lovpriser Dig.
R: Fordi Du ved Dit hellige Kors har forløst verden.
V: Husk, at graven ikke er enden på dit liv eller din bestemmelse. Se ikke på gravene som dine kæres evige hvilested. Se på dem, som du ser på Jesu grav. Kom med håb om at se dine kæres opstandelse og glæde dig over deres herliggjorte legemer, fri for lidelse. Lad ikke tårerne skjule den Opstandne for dig, han som opstod først, og det betyder, at alle, som er døde, vil opstå. Bed blot om, at det må være en opstandelse til det evige liv i de frelstes herlighed. Amen.
V+R: Fader vor… V+R: Hil Dig Maria…
Fader vor…. Hil Dig Maria…. Ære være Faderen….